Rofarvand

Kort over søen og rofarvandet findes nedenfor. Kortet øverst til venstre viser, hvor vi må ro, og kortet øverst til højre viser dybdekurver. Begge kort har vigtige stednavne indtegnet, men ikke alle dem, vi bruger i det daglige. Turen søen rundt er ca. 21 km (hvis alle bugter tages - dog ekskl. Møllekrogen, som er fuglereservat). Andre afstande kan ses på kortet ved rojournalen i klubben.

På det nederste satellitbillede er indtegnet 300 m grænsen (med rødt), en 100 m linje (med gult) samt en grøn linje (nede i sydenden af søen), som er 300 m lang. Denne linje kan man evt. bruge til at øve sig i hvordan 300 m ser ud på vandet. Desuden er vejrbøjen og den store bøje på vestsiden markeret, samt de seks  Roklub-bøjer (bemærk: de vandrer lidt rundt i søen for tiden). Man skal ro indenom roklub-bøjerne den ene vej (nordpå på østsiden og sydpå på vestsiden), og udenom dem den anden vej.

Hvis man klikker på billederne fås et større kort i PDF/jpg format, lige til at skrive ud eller blot studere nærmere.