Om klubben

Hvor ligger vi

Fredensborg Roklub ligger i Sørup ved Esrum Sø, der er omkranset af skov og marker og er et af Danmarks smukkeste farvande. Esrum Sø er Danmarks næststørste sø med en indvendig kystlinje på cirka 22 kilometer, hvilket giver mulighed for lange og afvekslende roture, både som motion og som kaproningstræning. Det er næsten altid muligt at komme på vandet, da søen trods sin størrelse ligger rimeligt beskyttet. Nordenvind må de fleste dog give op overfor, da klubben ligger i den sydøstlige del af søen, hvor bølgerne kan nå at blive temmelig store.

Hvem er vi

Klubben har i øjeblikket omkring 250 medlemmer fra 12 år og op til midt i halvfemserne, og vi råder over både inriggere, gigbåde og outriggere (både motions- og kaproningsmateriel), inklusiv en otter. Vi har ikke afmærkede robaner som f.eks. på Bagsværd sø eller Sorø sø, så al roning foregår "i den frie natur" (indenfor 300 m fra kysten).

Vi har for tiden en stor gruppe af ungdomsroere, der ror nogle gange om ugen med trænervejledning, og vi støtter fuldt op om dem, hvis de ønsker at deltage i regattaer. Der er altid råd og vejledning at få hos de "gamle" kaproere.

Klubben har for tiden også en meget aktiv mastersgruppe på 25-30 roere over 27 år, der deltager flittigt i regattaer i ind- og udland. Mastersroerne er en god blanding af gamle kaproere og nye kaproere, der først har lært at ro som voksne. Der er også en stor og aktiv ældregruppe, der ror på faste tider om formiddagene, og har mange sociale aktiviteter tillige.

l løbet af sommeren plejer motionsudvalget at arrangere en række forskellige roture for klubbens medlemmer. Det fremgår af listen på klubbens opslagstavle og af kalenderen her på hjemmesiden hvilke ture, der er tale om, og hvem der er ansvarlig for det enkelte arrangement.

Faste aktiviteter

Klubben har kun ganske få faste aktiviteter udover selvfølgelig standerhejsningen om foråret og standerstrygningen om efteråret. Hver torsdag i rosæsonen skiftes medlemmerne til at lave et fællesmåltid, som det er muligt at deltage i for ca. kr. 40,-. Om vinteren sker dette en gang om måneden.

Som noget nyt fra 2008 er også indført klubtræningsaftener med faste træningsprogrammer, hvor holdene sættes på dagen. Om vinteren arrangeres forskellige aktiviteter, såsom rospinning, yoga o.a.

Men ellers er vi en klub med en ret flad struktur, og er man først frigivet roer, kan man komme og ro når som helst, blot man følger klubbens reglement. Dette giver en meget stor frihed, men kræver nok også, at man er nødt til at yde en lidt større indsats for at komme godt ind i klubben som nyt medlem. Men vi er altid glade for at se nye ansigter, så det gælder om at melde ud, hvad man gerne vil - hvad enten målet er at ro outriggere og deltage i regattaer eller ro motionsroning, så er metoden den samme: deltag i arrangementerne, kom i klubben, og spørg dig for.

Klubblad

Klubbens hjemmeside fungerer også som et klubblad, hvilket vil sige at beretninger fra klubbens liv, stort som småt, skrives som indlæg af deltagerne selv. Det kan være fra regattaer, langture, begivenheder i klubben og meget andet.

Rostatistik

Der bliver roet mange km i løbet af sæsonen. Lidt statistik fra de seneste år findes her. Roningen er fordelt nogenlunde ligeligt mellem inrigger/gig og outriggere.

Klubsangen

Fredensborg Roklub har selvfølgelig en klubsang. Teksten kan findes her.